Der er gennem årene skrevet meget om spædgrisediarre. Alligevel døjer mange sobesætninger stadigvæk med sygdommen i større eller mindre grad.
Så hvorfor bliver problemet ikke løst en gang for alle?

En væsentlig årsag er nok, at alt for ofte gribes problemet ikke systematisk an.
Man prøver at ændre på et eller meget få parametre i håbet om en hurtig og nem løsning.
Ofte er det ikke nok.

Vi har i Porcus prøvet at gribe udfordringen lidt mere systematisk an:
Problemstillingen skal klarlægges. Der er flere veje til målet, men et eksempel kunne være:

1. Alderen på grisene? Er der tale nyfødte grise? Hvor gamle er de? 3-4 dage gamle, før/efter kastration? Ældre?
2. Hvor stort er problemet? Hvor mange hold i hvert ugehold er påvirket? og er det f. eks kun gyltekuld, der rammes?
3. Har behandling af diarréen effekt? Virker antibiotika er der tale om en infektion.
4. Er problemet kommet snigende (gradvis stigende fra uge til uge) eller er det eksploderet fra den ene uge til den anden?
5. Hvordan er grisenes nærmiljø? Varme, kulde, tørt? Kan tjekket med termografi.
6. Hvilke vacciner anvendes og hvornår gives de?
7. Er der lavet foderændringer, ændringer af soens tarmflora- betydning for pattegrisens tarmflora, kan det overføres
8. Er der mælkeanlæg, og hvordan anvendes dette?

Vi kommer ikke uden om, at dyrlægen ikke har røntgensyn. Derfor er det vigtigt at få obduceret nogle grise, og ofte også få lavet nogle laboratorieundersøgelser.

I skemaet nedenfor er samlet resultaterne fra 22 indsendelser af prøver fra spædgrisediarre i Porcus-besætninger:

Som det ses af resultaterne i skemaet er rigtig mange prøver positive for flere agens. Men en af de hyppigste årsager er Clostridium type A, men også Rotavirus er godt med i opløbet.
Der er aktuelt nye muligheder for at vaccinere mod Clostridium type A, og vi har også muligheder for at forebygge Rotavirus.
Jeg vil derfor opfordre alle, der har et problem med spædgrisediarre, til at gribe fat i dyrlægen, og få gjort noget ved det.

Af Lars Rasmussen, svinefagdyrlæge i Porcus